Fælles grøntsags-dyrkning
Alle der har sin egen køkkenhave ved hvor fedt det er, at se frø spire, passe og pleje de små sarte planter – og følge dem vokse sig store for endeligt at høste friske nyplukkede/opgravede grøntsager.
Vi har to store køkkenhaver i hver sin ende af landsbyen. Endvidere har vi 2 store drivhuse på 120 m2, hvor der dyrkes grøntsager, som kræver mere varme, bl.a. tomater, agurker, tidlig salat, peberfrugt, auberginer og vandmeloner.
Al dyrkning foregår selvfølgelig efter økologiske principper uden brug af kunstgødning og sprøjtemidler. Jorden er meget leret, men vi arbejder på at forbedre strukturen og øge humusindholdet. Vi laver kompost af dyregødning, halm og/eller madrester.
Mange af os er involveret i dyrkningen, og vi er selvforsynende med grøntsager ca. tre måneder af året. Vi satser på med tiden at kunne øge produktionen og blive mere selvforsynende.