Det kan være en god ide at starte med at deltage i en rundvisning (se under “Events”). Hvis du overvejer at flytte hertil, skriv til Kontakt@selvforsyning.dk
Herefter kan du blive ”bobler” i en periode på 2-6 måneder, hvor du kan besøge landsbyen så meget du vil. Der er også mulighed for overnatning. Som gæst betaler man et mindre beløb for mad – aftales med kontaktperson.
Under bobler-perioden er du tilknyttet en kontaktperson eller kontaktfamilie, som sørger for at invitere og informere dig.
Som bobler er det bl.a. dit ansvar at sørge for at møde og få snakket med alle i landsbyen, så vi kan lære hinanden at kende.
Du får også mulighed for at deltage i vores fællesmøder, måltider, arbejde og sociale liv, hvilket vi anbefaler vi at du benytter dig af. Desuden kan du kigge på de ledige grunde, og vælge den du har mest lyst til at bygge dit hus på.
Du vil som bobler få tilsendt en mere detaljeret vejledning for boblere om økonomi og jura i forbindelse med husbygning og indflytning i landsbyen. Derefter vil du få et vejledningsmøde med mulighed for at få uddybet eventuelle spørgsmål.
Hvis du efter minimum to måneders bobler-periode ønsker at blive medlem af landsbyens andelsforening og flytte ind, giver du os besked. Ønsket vil blive taget op på et fællesmøde.
Da vi får mange henvendelser og helst vil bruge vores energi på dem, der seriøst overvejer at flytte hertil, beder vi om at du betaler 400 kr. pr. voksen i bobler-gebyr.